Pegasus Pow-wow

Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.... De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller - sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i  Drømmespor - hvor han fortæller om sine elskede Moleskin-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskin så tog op og brugte som reklame for sine notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinbøger. Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, ma...

Der var engang hvor jeg skrev en digtsamling hvert halve år, sådan cirka. Det var dengang tilbage i 1990erne da jeg med Niels Christiansen og Nikolaj Rønhede havde gang i et foretagende, som vi kaldte "Utopisk Forlag". Det var - som navnet antyder - et ikke-eksisterende forlag, hvorpå vi udgav vores små digtbøger i diminutive oplag på 10-20 stykker, selv håndsyede arkene og limede dem ind i omhyggeligt foldede bogrygge til lyden af New Bomb Turks og med talrige øl og snaps skyllende ind over vores højt belagte tunger. Vores bøger fik aldrig noget ISBN-nr., blev ikke pligtaflerevet til Det Kongelige Bibliotek, og er forblevet aldeles ukendte - bortset altså for det forsvindende lille antal mennesker, som fik dem foræret, med eller mod deres vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vores bøger fra dengang udgør et vigtigt spor i dansk litteraturhistorie. Men det er selvfølgelig svært at argumentere for, når nu bøgerne aldrig nåede noget, der bare lignede en offentlighed, og da slet...